showroom1

HISTORIEN OM VORES SHOWROOM

Missionshuset i Nørregade midt i Gørding har lagt øre til mangt et åndeligt møde. Nu er den æra slut, og en ny kan begynde. Den indledes til efteråret, når møbelvirksomheden Nielaus i Vejrup slår dørene op for missionshusets nye rolle; nemlig som showroom, hvor kunder fra ind- og udland kan komme og se de møbler af høj håndværksmæssig kvalitet, der fremstilles i Vejrup.
 
- Det er helt perfekte rammer, vi får for præsentation af vore – dansk producerede - designmøbler, siger møbelfabrikant Kim Nordentoft, som forventer, at renovering og nyindretning er tilendebragt engang i løbet af efteråret.

Nielaus i Vejrup er et skandinavisk designmærke, der borger for høj kvalitet og gedigen håndværksmæssig standard. I dag beskæftiger Vejrup-virksomheden en snes medarbejdere, og ud over hovedmarkedet, Danmark og det øvrige Skandinavien, eksporteres der designmøbler i stor stil til Tyskland, Holland og Belgien – samt i mindre omfang til det øvrige Europa.
 
Virksomhedens specielle navn refererer til de to grundlæggere: Nielsen og Laursen. De arbejdede oprindelig på Jeki Møbler A/S i Bramming, som blev grundlagt i 1959. I 1973 starter de selvstændig møbelvirksomhed og stifter firmaet Nielaus Møbler ApS.
 
I 1982 overtager Walther Frederiksen virksomheden, og i 1998 opkøber Nielaus Jeki Møbler A/S. Et par år senere vedtages det så at markedsføre hele møbelkollektionen under mærket Nielaus. Et navn og et møbeldesign, som er slået godt an og som stadig står for stolte design- og håndværkstradtioner.
 
Nielaus har i 2013 gennemgået et generationsskifte hvor Jesper og Kim har overtaget virksomheden, så der også i fremtiden kan produceres kvalitets design møbler i Esbjerg Kommune.

Følg Nielaus

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med seneste nyheder og informationer fra Nielaus ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.

Tilmeld