Steen Østergaards passion for godt design: ”Man skal lave det ordentligt!”

Den kendte danske møbelarkitekt Steen Østergaard har præget det internationale møbelmarked i mere
end 50 år. Han balancerer på fornem vis enestående design med gennemtænkte produktionsmetoder og
materialer til smukke, funktionelle møbler, der også vil være trendskabende de næste 50 år …
Steen Østergaard har haft møbler i blodet lige siden, han gik i lære som møbelsnedker i 1950´erne. Hans møbler er blevet udstillet så forskellige steder som Museum of Modern Art i New York og Technisches Museum i München samt anvendt i et af verdens mest berygtede fængsler San Quentin. Og til i dag, hvor Steen Østergaard´s møbler fascinerer nye generationer med deres glimrende komfort, tidsløse design og gennemtænkte produktion. Blandt hans mest kendte arbejder er den futuristiske Modo290-serie fra 1966, som har fået en renæssance i de senere år, den unikke Moon-stol fra 2002 samt Comet Recliner-stolen fra 2011. Steen Østergaard betegner selv den sidstnævnte som hans bedste idé - ”hvor design, materialer og produktion går op i en perfekt enhed”.
Hans møbler er blevet udstillet så forskellige steder som Museum of Modern Art i New York og Technisches Museum i München

Balancen mellem design og produktion

Netop Steen Østergaard´s fokus på at forene design, materialer og produktion har kendetegnet hans inspirerende arbejde gennem alle årene.

”I dag er det business i stedet for design, der præger meget af møbelmarkedet. Lidt groft sagt bliver det enten design til høj pris eller ingen design til lav pris”, mener han. ”Men man kan godt udvikle møbler med godt design til en rimelig pris, hvis man går i dybden med idéer, materialer og produktionsmetoder. Det har jeg arbejdet med i godt 50 år”.

Et af hans markante møbler Moon-stolen, som svæver æstetisk på en stålbøjle, visualiserer denne vigtige balance – i helt konkret forstand. Men også i det organiske look, der får det hele til at se let og ubesværet ud.

”Den ser optimal ud og er god at sidde i. Men den fungerer også produktionsmæssigt”, fortæller Steen Østergaard. ”Stellet er laserskåret i rustfrit stål i legering 18-8, som anvendes til skibsskruer. En glimrende stol til en rimelig pris med design og materialer, der holder i mere end 50 år, hvor mange møbler og materialer i dag kun holder få år”.

Højeste udmærkelse og karakterer

Steen Østergaard er en af de ”grand old men” i dansk møbelarkitektur, men han har også beskæftiget sig med et væld af andre produkter – fra kaffedåser og husholdningsprodukter til læskure til busser.
Steen Østergaard er født i 1935 i en tid, hvor den danske guldalder i møbelarkitektur startede, og efterspørgslen efter danske kvalitetsmøbler boomede til bl.a. et stort tysk marked. Han valgte derfor at uddanne sig som møbelsnedker i begyndelsen af 1950´erne, hvor han bl.a. snedkererede møblerne til Varde Rådhus.

Hans lærer kunne se passionen og potentialet i Steen Østergaard og opfordrede ham til at uddanne sig videre til møbelkonstruktør/arkitekt på den berømte Kunsthåndværkerskolen i København.  

Han bestod uddannelsen i 1957 med den højeste udmærkelse og karakter i alle fag – uden undtagelse! Han havde endda under uddannelsen vundet 1.præmie i en international konkurrence i møbeltegning, hvor hans lærer måtte nøjes med 3. præmie!

Finn Juhl betydningsfuld – på flere områder

I begyndelsen af 1960´erne ringede den verdensberømte møbelarkitekt Finn Juhl til Steen Østergaard for at tilbyde ham arbejde.
”Jeg ville ikke arbejde for de andre kendte møbelarkitekter Wegner, Kærholm eller Børge Mogensen, da jeg var bange for at komme til at tegne som dem. Finn Juhl var simpelthen den møbelarkitekt, som jeg kunne lære mest af. Og jeg ville skabe mit eget udtryk”, husker han tilbage.
Samtidig med arbejdet for Finn Juhl havde Steen Østergaard derfor sine egne projekter. Han husker med et smil en italiensk designkonkurrence, som han vandt – hvor Finn Juhl tilfældigvis var dommer.
En anden betydningsfuld gevinst ved samarbejdet med Finn Juhl var mødet med Ina, som var ansat i firmaet. Hun er i dag hans hustru og sparringspartner gennem 50 år.  

Forskning i materiale, form og produktion

I midten af 1960´erne etablerede Steen Østergaard sit eget designfirma, og hans møbeldesign begyndte at eksperimentere mere med kunststof og metal.
”Træ er et dyrt materiale, og jeg ville udvikle gode designmøbler, der kunne produceres til rimelig pris”, fortsætter han.
Det førte bl.a. til kåring som designer af “The Furniture of the Future” i 1965 samt udvikling af den helt unikke 290-stol. Andre møbeldesignere som Poul Kjærholm havde forsøgt at lave en stol i eet stykke, men det lykkedes først for Steen Østergaard med den futuristiske 290´er.
”Her er det produktionsmetoder og materialer, der ”bestemmer” designet”, fortæller Steen Østergaard. ”I 1960´erne var det for dyrt at lave håndværksmøbler i Danmark, og mit mål var at lave en stol, der kunne laves hurtigt og industrielt.”
Han fandt præcis den støbemetode, der kunne skabe stolen i eet stykke på kun 132 sek. og gennem samarbejde med den gigantiske tyske kemiproducent BASF også det kunstmateriale, som kunne forene moderne design med lang holdbarhed og optimal industriel produktion.
Stolen skabte – og skaber stadig - stor opmærksomhed overalt i verden, og blev hyldet på Museum of Modern Art i New York og utallige andre museer indenfor kunst, industrielt design og teknik.

Asketisk og æstetisk – med glimrende siddekomfort

Men den blev også en gigantisk salgssucces, hvor stolene i bogstaveligste forstand blev sprøjtet ud fra fabrikken i Norge.  Hvert 132. sekund en ny stol …
En enkelt leverance kunne bestå af ti togvogne med 10.000 stole til lagre i det meste af verden. Stolen kom til at stå i tusindvis af hjem, restauranter og konferencesteder over hele verden.
Det futuristiske design passede perfekt til NASA hovedkvarter i Houston, og stolen ses tillige i flere sci-fi film fra 1960´ og 70´erne som Star Trek og James Bond. Blandt de mere kuriøse anvendelser var San Quentin - kendt som et af verdens mest berygtede fængsler - hvor 290´eren blev valgt, da den var let at rengøre samt benene ikke kunne anvendes som våben.
I den modsatte ende af skalaen kan nævnes et kloster i Syditalien, som valgte 290-stolen til deres lokaler p.g.a. det asketiske og æstetiske udtryk, som passede til klostret. Og så har den naturligvis også en glimrende siddekomfort til samtaler og fordybelse.
”Design skal være så godt, at man kan sidde i samme stol i længere tid - og blive ved", som Steen Østergaard udtrykker det..

Succes skabes af at lave det ordentligt

”Stolens succes hænger sammen med materialevalget, idet den er fremstillet i glasfiberarmeret polyamid. Det holder i 50 år – og ser stadig smukt ud! Mange nutidige producenter vælger billigere materiale og lettere produktionsmetode, så møbler i kunststof har fået et dårligt ry med en levetid på få år. Men man skal lave det ordentligt!”, pointerer Steen Østergaard, der aldrig er gået på kompromis med materialer eller kvalitet.
290-serien består tillige af en høj stol med armlæn samt et bord. I 2010´erne har nye generationer fået øjnene op for de unikke egenskaber og æstetiske udtryk i Modo290, og de originale stole fra 1960´erne sælges som samlerobjekter til høje priser på auktioner verden over.
Denne renæssance for 290´eren har medført, at den danske møbelproducent Nielaus i 2014 startede fremstilling af stolen i den oprindelige kvalitet med salg over det meste af verden. Og den er stadig lige så enestående som for 50 år siden. Et glimrende eksempel på, at godt design er tidløst.

Blandt hans mest kendte arbejder er den futuristiske Modo290-serie fra 1966

Industrielt design med vægt på ”godt design”

Steen Østergaard har designet mange spændende møbler og produkter, som i dag bliver kopieret overalt i verden.
”Det er for dyrt at få patent på designs i alle lande, så mine møbler og andre designprodukter bliver kopieret flittigt”.  
Det gælder f.eks. for Bramin-stolen fra begyndelsen af 1980´erne, som i dag bliver kopieret på mere end 50 fabrikker i Europa. Eller en speciel kaffedåse med automatisk dosering af én skefuld kaffe, som Melitta har solgt 90.000 stk. af – alene i Danmark.
Han er også idémanden bag de iøjnefaldende buslæskure fra 1970´erne med den organiske form og runde vinduer i glasfiberarmeret polyester, som rent faktisk var den billigste og bedste måde at løse denne opgave på. Andre læskure skulle typisk samles af håndværkere samt bestod bl.a. af metallister, som rustede.
Endnu et eksempel på, hvordan Steen Østergaard har fokuseret på at skabe produkter, der kan produceres i Danmark med minimal omkostning til arbejdsløn. 

Tro mod de oprindelige idéer

”Hvis jeg kort skal skitsere min filosofi, så skal et møbel have den optimale funktion – man skal sidde godt i den – den skal være smuk at se på - OG samtidig skal materialer og produktionsmetode være optimal. På den måde får forbrugerne godt design til rimelig pris. Og så gælder det naturligvis om at få det rigtige produkt ud på markedet på det rigtige tidspunkt…”, slutter møbelarkitekt Steen Østergaard fra sit studie i Sydfrankrig, hvor hjernen og tegnebordet stadig flyder over med nye idéer og projekter.  
Siden 2013 har den danske møbelproducent Nielaus i tæt samarbejde med Steen Østergaard videreudviklet hans unikke møbeldesigns med bl.a. nye farver og moderne stoffer, så de også i dag følger tidens trend. Og ingen tvivl om, at møblerne også vil være moderne de næste 50 år.
Nielaus markedsfører Steen Østergaards enestående møbeldesigns helt tro mod møbelarkitektens oprindelige idéer. Så endnu flere mennesker verden over kan opleve og glædes over hans enestående idéer og design.
 

Fotos og fototekster…..
© Profilers.dk / Claus Hebor, Feb 2015

Steen Østergaard - Designs for Nielaus

beta realx stole

Beta

Design: Steen Østergaard

Det absolut ypperste indenfor recliner-stole. BETA er for den kræsne individualist, der ønsker at få den absolut bedste siddekomfort og funktionalitet.

moon lounge stole

Moon

Design: Steen Ostergaard

Et iøjnefaldende ikon i ethvert rum. Moon Chair er noget helt for sig selv – en skulptur, et ikon og et funktionelt siddemøbel.